134
kammerdør, og dér i Aftnens sunkne Lys så Faders Ansigt bøjet over Moders, der med lukkede Øjne og Læber sov, blændet af hans Blikke, der truede og bad i Lykke og Nød ..
»Ja, Fa'r, ja!«
Ene frøs han da på Tærsklen — Faders og Moders Ansigter dér forenede til ét, og han selv — å så ene, så værgeløs, sendt ud mod en Løve, som han aldrig turde møde ..
Men, i Aften, efter »Jærnets største Dag«, efter Nuet i Susanna, efter Mødet med Mikael i det endelige Skød, under Ildregnen af Faders kæmpende Øjne, de ellers så blide, nu kaldende til Strid, kunde han, måtte han kunne, nu da han vidste, hvad det gjaldt: Svaret paa Faders bange Spørgsmål til Pyramiden dér: hans Arv, hans Slægts Fremtid og Frugt, ja, »Bjærget«s, Alverdens — »den nye Gud«, hans og Susans Barn, »Ordet«, der skulde knuse Jærnet, Forbandelsen fra Eden!
»Ja, Fa'r.«
»Steffan, er du frosset ihjel? Gud, at jeg glemte os her, på Kirkegården, i en Nat som denne, 40 Graders Frost! Dine Hænder og dit Ansigt er jo Is, Steffan — og Ulvene, kan du høre dem? De har vejret os og kommer!«
Steffan lyttede — Faders arbejdende Hænder, tøende hans Årer, hans Hjærne, hans Hjærte .. født af Fader påny, fra de Døde — og påny uden Mikael, ene om Byrden …
Ulvene, ja hør — en langstrakt, hulkende og truende Tuden — en Kalden, en Protest fra den dunkle Skovmasse under Månesløret — Livet, der begærede og hadede ham, dets Offer og Betvinger, dets Middel og Mål …
Vejret ham —: Lugten af Blod gennem Frosten, af Liv her i Døden, vejret Fjenden og Frelseren, selv i hans dybe Blund, hans Døds Dæmring, hans nære Afmagt og Ufarlighed … vakt ham til Kamp, til Pligt: til Drab og Fødsel!
Hør Livet tudede, af Blodtørst, af Had, af Bøn om Forløsning fra sig selv, om Frelse fra Jærnets Alder over i den Uforkrænkelighed, som ene han, den Dødelige, kunde skænke det Evige …
