137
Bytte. I den kogende Blodpøl et dampende Ulveådsel, med blafrende Hjærte, med blårøde Tarme … Hundenes kæmpende Rygge, deres slidende Tænder, deres rivende Kløer …
Hævnen, den duftende, svimle, over Värmeskogens slagne Udyr ..!
Han selv, løftet i Farbroders Arme, båret i Storm op ad Trappen, mod Fader og Moder, der omslynget af hinanden dér i Døren strålede hverandre ind i Ansigtet, som var hin fjærne Aftens Kamp endt i Sejr, i hans, Steffans Fødsel…
Ja, nyfødt af »Jærnets største Dag« stirrede han over Farbroders Skulder ud mod de sorte Skove, med den lave, vigende Måne, med Ulvenes flyende Jammer. Dér langt ude funklede og flimrede Savolaxhyttans og Solfors' Bål, prikkede sig Kirkekuplens Sky.
Men en Gang, om længe, skal jeg se andre Tegn på Horizonten end jer — I, der gennem Århundreder har brændt og formørket »Bjærget«s Himmel!
En Gang, Susan, om længe, ved dig!
