142
Vogelbein vinkede med Buen, og han selv, Steffan, Adrian og Olof Mychowitz ordnede sig i Række.
»Promenade, meine Herrschaften, Promenade!«
Langsomt, stateligt skred Brynte og Susan Hånd i Hånd frem igennem Rækkerne i Takt til Violinens »Borgman«.
»Excusez!« Dansemestren sænkede Violinen og lagde Hovedet på Skakke, »Mademoiselle må ikke se sin Kavallér an so — so kühn — dristig, Jaha! mer tugendhaft, om jeg må be' — tu-gendhaft!«
Susanna skottede til Brynte under Pandebåndet, hun kastede Ørelokkerne tilbage over Skuldrene og skød Brystet i det trange Silkespencer frem. Brynte rødmede, men rejste sig let på Tæerne, med Nakken dristigt vuggende.
Og her stod de, Steffan og Adrian, Side om Side, og Olof og Dansemestren derovre og dannede Allé for hendes og Bryntes Marsj.
Hans Hånd var kold som Adrians, der rørte den, og Olofs brune Ansigt blånede under Tindingkrøllerne.
Men i Bryntes Pandefure flød Sveddråber, og Susannas blanke Skuldre og buede Bryst dampede mod Kulden.
Skulderbred stod Olof dér og lod dem passere forbi sig. Susans Hede og Ånde drev som Røg mod hans Ansigt, men hans brune Øjne under de sammengroede Bryn stirrede ubevægeligt igennem den ..: Mychowitz'es Ansigt, Medusa, bag hendes Rosenkind og Søjlehals …
Violinen gnidrede nu en munter »Kolthoff«; i Byens Solskinsstilhed brummede, svagt, men uophørligt, Bruset fra Savolaxhyttan.
Der ringlede et Par Kaneklokker ude i Kungsgatan — og standsede. Korridordøren gik, og de hørte en Hest skrabe på Borgmesterstenene.
Et tykt Hoved i Baschlik og Pelskrave stak ind — en Sky af Kulde strømmede om Fødderne, Susanna lettede de hvide Svikkelstrømpe-Ben. Ingen af Filipstad-Fruernes Stiklerier havde fået hende til at dølge sine stærke Lægge i Mamelukker.
»Dansemester, ohøj! Patron van der Groeben på Niclashammar spø'r, om I kan komme og lede Dansen? Ungdom-
