146
Steffan skimtede Olofs brændende Ansigt, hans Mund med de blodige Vige, og Adrians blålige Kæber, rødpræglede, hans blakkede Øjne sugede fast på Brynte.
Og han rystede, af Harme, af Lede: Ve jer — Olof som på Idet spytter Sapphos Elskovshymner fra sine forbidte Læber, og Adrian, som læsper Theognis' Pris til Megaræas Ynglinge mod Bryntes døve Øren!
Men velsignet Susan og Brynte, som danser Dansen, Hippokleides' Dans over Borde og Bænke i Sikyons Festgård!
Nej — Värmlands Dans! Vallonernes Polska om Skovenes Gruber, gennem Højovnenes Luer, vild til Nøkkens Fele — som Fædrenes Vals om Leydens Mure til Sværdenes Sang!
Mit Blod danser med, i min lamme Ryg, i mine stive Ben! Jeg er Värmlands Søn, Vallonernes Ætling som I!
»Ehvar jag är, och ehvar jag far,
så vill jag eder berömma.
tills I bli döder och laggd på bår
och grafven skall er bortgömma!«
Vore Stemmer jubler, som Børnenes om Majstangen i Savolaxhyttans Slakkehobe, som Hippokleides' under Perserkrigernes Fodslag, vore Fædres under duc d'Albas!
Jærn og Død, hvor er din Brod?
Gott bewahre, lille Vogelbein, Gott bewahre!
