169
sejlede — Ormsryggene, grebne på nøgne Ben og ved Trylleordet Ragusta ved de store Ormeting — »er det dig, kære' Lille? Velmødt, min Gemal! kan du huske sidste Skærtorsdag Nat på »Jungfrun« ved Öland? da vi valsede til Musik af Tyveben, vor Bryllupsnat, og skød med Ælmepile på hans Højærværdighed Ærkebiskoppen af Uppsala? Kom dog, lille Maja, og hils på din Fader!« hun halede og hev i den grinende Datter, der mindst kunde være Adser Popps Moder.
Folkestuen bragede af Latter, frelst af Missionærens Profetier, af Mørkets Vift i Spåkvindens Skørter.
Adser Popp tumlede tilbage, gråbleg, med Ullas og Majas hujende Ansigter mod sit. Så jog han op, skrigende, med udspilte Fingre mod de leende Karle og Piger:
»»De Folk, som hører på dem, der spå af Skyerne, og på Spåmænd, skal du fordrive! Ti Herren, min Gud, har ikke tilladt sådant! En Profet af din Midte skal Herren, din Gud, oprejse dig, på ham skulle I høre!« siger Herren, Matthæus 14—15.«
»Hå, og det er kanske dig?« brølede Börs Frisk, glorød i Ansigtet, og plantede sig i et vældigt Sæt over Lædersækken foran Skrædderen med Næverne vuggende som tunge Hamre, »din Eddertusse, der spyer på os Godtfolk, vár dig lidt! Lensmand Crälius —«
Med Hænderne oprakte mod Loftet og Øjnene krængede hvinede Anders Popp:
»»En Profet af dine Brødres Midte, og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, som du begærede af Herren, din Gud, ved Horeb, og han skal tale til dem, alt det jeg vil byde ham.««
»Og han har kanske budt dig at komme og genere os her og male Fanden på Væggen, fordi vi danser!«
Ung-Pelle rystede af Harme, med Ingiälls Fingre endnu knugede om sine, og Karlenes Række rejste sig truende, mens Gris-Ulla og Maja fnisende gjorde uhøviske Komplimenter med Bagen mod de to Missionærer.
»»Men siger du i dit Hjærte: Hvorledes skulle vi kende de Ord, som Herren har talt? da vid: Når det Ord, som
