170
Profeten taler i Herrens Navn sker og indtræffer, da er det et Ord, som Herren har talt!« 21-22.« Skrædderen rystede over hele Legemet, med det grå Ansigt vendt mod Loftet. »Og derfor, derfor,« hans magre Hænder tjattede gennem Luften, »ve Eder, ve I Bespottere, kun altfor snart skulle I sande, hvem mig sendte, som taler gennem mig, når alle disse mine Ord skulle ske!«
En urolig Bølgen gennem Karlenes Flok, Ung-Pelles Læber rykkede, selv Börs Frisks Kæmpeskikkelse tøvede. Og triumferende hvinede Skrædderen videre:
»»Men vender nogen sig til Dødningemaner eller til Sandsigere, så han boler efter dem, da vil jeg sætte mit Ansigt mod den Mand, og jeg vil udrydde ham og —«
I det samme havde han Majas Rokketandrad om Håret og ruskedes frem og tilbage i dens broddede Hjul under Hexenes Hylen og Dans. Börs Frisk greb ham om Livet, løftede ham og tog Tilløb for at hive ham gennem Døren ud i Gården, mens Smedden blæste ham i Ansigtet med sin Bælg, og Ung-Pelle greb fat i Aslaks Bryst og ruskede den jamrende Normand frem og tilbage, sanseløs af Harme og Skræk.
»»Ved Sværd og ved Hunger skulle de udryddes, disse Profeter!« Jeremiæ 14, »og Folket —««
»Stop! Holdt! Hvad nu!«
Steffan vendte sig. Dér stod Märta Moll henne i Døren ind til Mælkekældren, rank og høj i sin sorte Læstadianerdragt, med den tunge, blonde Fletning over Skuldren, efter »Norrlandslæserne«s Vis, og det blege Ansigt i Hætten, rolig og myndig, Gårdens egentlige Herskerinde under dens Frues fjærne Ligegyldighed.
Börs Frisk slap Taget i Skrædderens Bryst, og Ung-Pelle ruskede uvis i Aslaks. Hexene nejede sledsk til Jorden og søgte at skjule deres Trylleredskaber i de smudsige Skørter — Märta Moll skræmtes ikke ved dem, harmedes kun, og det gjaldt for dem, som for Rå-Nils, at sikre sig og det hvide Øg Nattely. Derude endte Vejen i Sne …
»Lad de Folk være — og gå I over i »Ämbetsmännenes« Hus og red jer Leje!« nikkede hun mod Skrædderen
