172
»Och se'n ska' vi rida båd' natt och båd' dag,
till dess vi lilla Lisa kan finna!«
Men —
»när som de kommo i skogen fram,
fick de höra de foglarne, som sang,
Den ena sjungde mot, den andra sjungde med,
den tredje sjungde, att kärestan var död.
Och när som de kommo litet längre fram,
så fick de höra, hur klockorna de klang.
Och grefven, han sade till stalledrängen sin:
»Hvad månd detta underligt betyda?«
»Och detta betyder allt underligt så,
att det må finnas ett lik uti nejden,«
Och når som de kommo litet längre fram,
så fick de se de grafvare, de grofvo.
»Grafvare fin och grafvare min,
hvem grafven I upp denna grafven?«
«Vi grafver allt åt en unger mö,
som sig under jorden skall hvila.«
Og Greven drog ud sit gyldne Sværd og faldt i dets Od …
O Ild, hastigt svider din Røg Tårer i vore Øjne! Og Fuglene — »den ena sjunger mot, den andra sjunger med« — O, tvedelte Hjærte! O Gud, hvorfor Hjærtet, Soten i vor Side, Vallonernes Arv?
Men Skrædderen og Normanden samlede deres Bylter op under Armen og sjokkede ud af Døren. Vel derude vendte Adser Popp sit Ansigt mod Køkkenet og skreg, hæs af Vrede:
»I med Eders liderlige Viser, I med Eders Hexe og Troldskab! Der står skrevet i Svebelii Katekism: »Hver den, der søger Hjælp af Djævlen og hans Værktøj, så som Spåkælling, Tryllerske, Skovrå, Sjörå, Troldtøj og mere sådant,
