12
spændtes, »det véd du jo — og du sagde før, at vi skulde op og se til Kulsvierne ved Trehörningen.«
»Hå, hvad bryder jeg mig om Milerne, og alt det andet sorte, lugtende Snavs? Nej, jeg vilde op til Aronsbjærget, at vi kunde tage Skrænterne ned til Søerne! Men sådan som her ser ud, vil jeg ikke med. Nu løber jeg ned til Mosesbacken.«
Brynte stod og pressede Læberne sammen. Furen mellem Brynene lyste i hans brune Ansigt.
Susanna gav ikke efter, det vidste Brynte jo dog godt. Men — kaldte hun Milerne og Jærnet for Snavs, tilgav ikke Brynte heller.
»Ja, jeg går til Milerne,« han rev Staven løs, så Sneen sprøjtede fra dens Trisse, »vi er ikke kommet herud for at pjanke i Skoven. Jeg hentede dig og spurgte, om du vilde med op og se, hvor mange Slæder der endnu var af de gamle Miler, og hvor langt de var nået med de nye. Nu skal du ikke narre mig!«
»Pyh!« Susanna blæste sin røde Mund op og rakte den frem mod ham, »troede du virkelig, jeg vilde op til den Stank og Os og det Svineri? Det er der nok af på Savolaxhyttan og i hele Filipstad med, og derfor vilde jeg væk og ud i Sneskovene.«
»Jamen — du sagde —«
»Hå, hvad sagde jeg! Tror du, jeg løb herud for at rode i Snavs?«
»Susanna!« Bryntes Øjne blånede, »kalder du Faders Smelteovne og Smedjer for Snavs, og Milerne og Gruberne og det, vi alle lever af —«
»Jeg lever ikke af jeres Jærn og Kul, min Fader er Borgmester og — og — Steffan lever heller ikke af det, hans Fader er Herremand,« Susanna favnede ham i et ilsomt Smil.
Det boblede i Steffan. Se, se lille Brynte, du kan ikke altid kommandere! Løb du nu kun den ækle, skidne Vej, Susanna følger dig ikke! Men — hvad så? Det gik aldrig godt! Og kalde Jærnet og Kullet for Svineri — —
