214
glitre dem i Møde, men alt noget være forandret i Värmland …
Men nu da de var vundet op over den lange og stejle Bakke fra Osebol og langt nede bag sig hørte Færgens Trisse svinde med Grå- og Sortændernes Klage, og skimtede Vejen tåge hen for sig i Skoven, flyttede de tæt til hinanden, biende dens Tysthed og Mørke.
Hvert af Hestens Hovslag i det dybe Græs bar dem ind til det, som ene de to vidste. Selv Bjærgfinken var forsvundet, og over Fyrrenes tætte Toppe drog kun Skyerne hen. Men i den grønlige Skumring skred en Elgtyr over Vejen, med det kronede Hoved sænket, mimrende med sin tykke Mund på en gammel Hemmelighed. Vuggende på de grå Ben ænsede den ligeså lidt dem som de små. Myg, der sværmede om dens krumme Næse, og gik ind i Stammernes Tusmørke som dets rette Beboer.
Fader så efter den. »Om bare en Måned eller to«, nikkede han, »må den op på de høje Fjælde, hvor Sneen bærer, den er for stor og tung. — Men nu går den jo her som Kongen.«
Dybt inde hostede Hornuglen: Bjærghundens Glam. Her var det jo, at Forvalteren fra Vägsjöfors mødte Skovenes Dronning, Råhanda, og vandt hendes Elskov. Til han en Dag forsinkede sig ved Sømleverancen og på deres Mødested fandt hende ældet af Længsel til en gammel, grå Kvinde, der vendte ham Ryggen og lod ham ene. Endnu flakkede han sindsyg i Skovene og søgte sin og den Eviges Ungdom.
Der åbnede sig et lille Hul i den dystre Skovmur — de holdt ved Skovvogterens Stavhegn.
Hytten lå derinde som en Sten, sammensunken under Fyrrene, mellem Klippeblokke og Ener — en Finnesvedje, hvis Grundlægger forlængst var omkommet af Nød eller for Øvrighedens Hånd.
Uden at tale derom stod de af, som altid når de kom her forbi, åbnede Grinden, der skreg jamrende i den dybe Stilhed, og gik ad den fodslidte Sti mod Hytten.
Skovvogteren, der var Enkemand, var med sin Søn på
