215
Udsyning af Kulsviertræer. Datteren, Elisif, stod ene i Døren, med Hårets hvidgule Manke om Skuldrene, nøgen i Aftnen og Kulden under sin rustbrune Kjole, der stumpede over Albuer og Knæ. Hendes Øjne vendtes sorte og tomme mod dem, de jordede Tæer krummede sig over Tærsklen.
Elisif var blind og stum, men de vidste, at hun kendte dem — ti havde hun ikke længe her i Hytten hørt deres Vognhjul komme, og skelnede hun ikke deres Trin?
De fik hendes Hånd i deres, slap og kold som et Ligs, og dukkede ind i Røgstuen, hvor Fyrrestammer sortnede bag alle Ruder, og Kæmpeovnen lyste hvid, ind i den sure Røglugt, der tågede Rummet endnu dunklere og prikkede deres Øjne med Søvn.
Lydløs gled Elisif med Spanden i sin Hånd til Brønden. Gennem den åbne Dør så de hende, uden et Øjebliks Svigten, svæve frem mellem Klippestene og Enebærkrat.
Nu hang hun, med de blinde Øjne opspilt, i Brøndens høje Vippe, slingrende som en Hængt, med sit stride, lyse Hår, sine nøgne Arme og Ben. Og uden Vaklen og Søgen ilte hun lydløs tilbage med den tunge Spand.
Mens de drak af de små Birkebarks-Bægre, sad hun på Ommen under Ovnen, ubevægelig, med Hænderne i Skødet og kryssede Fødder og Ansigtet vendt lyttende mod Loftsbjælkerne, hvis begede Mørke fyldte Rummet som selve Søvnens sorte Tåge.
De talte ikke til hende, ti de vidste, at hun agtede kun sin Faders og Broders Stemme. Men de rørte til Tak den slappe, kolde Hånd. Og da de atter sad ude på deres Kærre, så de hende stå i Døren, næsten nøgen og ene i i den sorte Skov.
»Fader«, hviskede Märta, »at hun ikke er bange — så ene her …«
»Bange?« Fader smilte. »Hende rører ingen i Värmland, selv ikke den værste Fant. Før turde han anfalde Altertavlen i Ekshärad. De tror, hun er Skogsråen selv.«
Langsomt svandt Kærren ind i Skovens og Nattens stadigt tættere Mørke, kun Hestens Pusten, kun Hjulets Knirken.
