18
sig over ham og grædt og kysset, så han fik Ansigtet fuldt af Tårer og Hår, og råbt:
»Sig det ikke! sig det ikke, at det var mig!«
Og han havde lovet det, før han besvimede og mærkede, at Brynte løftede ham Op.
Og han havde ikke sagt det, aldrig, til noget Menneske, kun hun og han vidste det, ej en Gang Brynte. Alle troede de, at han selv, i Farten, var styrtet ud over Gelænderet.
»Sigrid af Ekehielm» kaldte Märta Moll hende… Sigrid af Ekehielm, den onde Frue i Karlskoga, som undlivede sine Mænd, Marcus Cronström og Crispin Flygge, og understak et uægte Barn og dog, ved Méned, fik bægge sine Svogre, der rejste Klage mod hende, dømt til Døden — som blev Värmlands rigeste Frue, men døde i yderste Nød og nu hver Nat gik uden Hoved i Alleen ved Bofors Hamre.
»Det skulde hellere være: uden Hjærte,« sagde Märta Moll og så ham stift i Øjnene.
Men — Steffan rystede på Hovedet — det nyttede ikke! For ingen havde smilt til ham som Susanna, og ingen kunde tage om ham så blødt og så fast, så han følte sig så let, som var han rask igen. Ikke Moder, ikke Fader, ikke Farbroder Anselm! Alle gik de omkring ham, tause og strenge, som så de ham ikke, — eller de talte ivrigt om Ting, som han måtte lytte efter og blev så træt af at skulle begribe. Og Märta Moll, hun havde aldrig Tid og vilde kun synge sine Salmer for ham, kun en sjælden, sjælden Gang fortælle om sine og sin Faders, den gamle Kunstmesters Rejser rundt til alle Värmlands og Dalslands Brug.
Men Susanna —. Når hun lo, gjorde det ondt i hans Skulder, og glemte han det, som ellers aldrig … Jo, når han fløj med hende på hendes Ski, som i Dag!
Og gik det hende en Gang som Sigrid af Ekehielm, og blev hun fattig igen — som hun jo dog havde været efter du Pont'ernes Tab af Savolaxhyttan, og til Juliette du Pont, Dronning Fredrika af Badens trofaste Hofdame, efterlod hende den Rest af sin Formue, som den kongelige Familie ikke havde nået at fortære i sin Landflygtighed — og blev
