259
Magnum magisterium — »Øen ingensteds«, Kansler Thomas Morus' »Utopia«, som Morbroder, unge Jens Wahl, skulde forklare sin Samtid — da han faldt for Krigen, i Eckernförde Fjord … Guds Mening med det Skabte — Jacob Pihlhjärtas Tro, hans Helbredelse af »det Syge«: ikke Fødsel, kun Gcnopstandelse …
Hvor mange Aftner havde Steffan ikke siddet med Farbroder foran Jacobs Ovn derovre i Svarthyttan, og set Patronen hælde alle de Skår, som han Dagen rundt havde slæbt hid fra Persbergs Slakkebjærge, i sin Ild og med lysende Øjne bie Pactolos, Guldets Strøm, af Skarnet!
Forleden havde Farbroder bragt ham et Udklip af »Göteborgs handels- och sjöfarts tidning», i hvis Føljeton der løb en Roman af en ny Digter, Victor Rydberg, hvem Farbroder begejstret spåede en stor Fremtid. »Fribytaren på Ostersjön« hed den, og fortalte om Middelalderens Guldmageri, om »Hemligheternas ugn«. Men Farbroder havde ikke læst for Jacob Dommen over Adepternes Afsind, men den eneste Sætning: at fandt en Fremtid Midler, hvorved de »usammensatte« Stoffer kunde opløses i Bestanddele, da blev Alkymien en Mulighed påny.
Hvor meget den Sindssyge forstod af Ordene, kunde Steffan ikke skønne. Men som han sad dér, svøbt i sit Hår og sit Skæg og sin lange Kåbe, på Randen af Ovnen, under Kvaderstenene og Jærnankrene, der forsvandt over ham i Tagets Skyggegrotte, i det flagrende Skær af det Pjaltebål, der skulde genføde Lykken, Solen uden Klæder — forstod Steffan, hvorfor Farbroder vilde læse de Ord for ham, trods Faders Bønner: at ene i den Drøm kunde Jærnets Forbandede leve!
Ja han, som altid i Angst havde hørt Farbroder bestyrke den Gales Håb ved sine Fortællinger om hint Guld, som Gudmoder Hulda på sine lange Rejser, med egne Øjne havde set i Dresdens Naturaliekabinet, og som ikke var Grube- eller Flod-, men menneskefrembragt, »filosofisk« Guld — forstod nu, at skulde »Bjærget« frelses, måtte det være ved Miraklet!
Det gav et Sæt i ham. Se dér i Sneen, i de Spor af
