261
»Sophia Brenner? jeg!« lød det forbavset, »og hvilken Gang?«
»Jo, om Jærnet — den Aften, da du og Fader stredes om Jærnet, på Morgongåfva.«
Farbroder lo — lo ad den Aften! — som han havde glemt — —
»Det husker jeg virkelig ikke! Jeg foretrækker nemlig den første Sappho for »den anden«! Men bi lidt, det må vel sagtens være Damens Ord om de skjulte Malme,« han ramsede, skanderende med Pisken:
»Hos dem, som med besked om mineraler skrifvit,
der har man märkt, att slikt gemenlig upptäckt blifvit
på slumpvis. Sällan hörs, att någon verldslig slug
har letat sådant upp ell' skaffat fram med trug!«
Steffan nikkede — o nej, List eller Vold mod Jærnet! List eller Vold for at vinde det — eller fly det …
Nej, Sagnet om Kæmpekvinden »Bjærget«s Barn, der gav Mennesket, sin »Nabo«, sin Skat — og Jærnet dets Tjener … Eller Sagnet om Ridder Hr. Peder Porse, Manddraberen, der i Magnus Smeks Dage flygtede hid til de aldrig før betrådte Skove; som sov hver Nat på en ny Ø i de store Søer, at lege han rejste som Frimand fra Rige til Rige — eller at dølge sig for den blodige Skygge, der forfulgte ham …
I syv År hørte han sit eget stakkede Andedræt og Skovens evige. — Trætoppenes Spørgen og Svaren hverandre, samme uforståelige Bud, som nu fyldte Steffans Øren, Kaos'es Mumlen.
Men en Aften nåede han Riddarholmen, og mødig af Suset, af sin Flugt og sin Søgen, sov han ind, ene med Vandet og Klipperne, og fornam som de Jærnet gro i sine Årer. Og vågnede om Morgnen og så, at han i Søvne havde sledet Moslaget bort, det skøre Blomsterdække, der skjulte Urgrunden: det blottede Jærn …
Blodskyldens Mand, ved sin Brøde Vidnet om dets Vælde, fik sin Løn — og Jærnet sin Vilje. Hr. Peder ilte til Kongen og købte sig Fred ved Buddet om sit Fund. Og Värme-
