21
sorte Tårn, med Fossen styrtende skumhvid foran og Ilden legende om det åbne Tag. Ild slog ud af alle Døre og op af Jorden mellem Sneen, sorte Mennesker ilede hid og did med gloende Jærn, og foran ved Broen stimede en Flok Fakler.
Og dér, i det spillende Lysskær, lå en Kæmpebjørn, i sin sorte Pels, med det stumpe Hoved på Kløerne og et Næt af Birkevidjer om den lodne Krop. Sneen boblede af Blod.
Steffan stivnede —. Og de havde sagt, at Bjørnen gik kun nede ved Ny Kroppa …
Stemmer skreg omkring ham, imellem hverandre, Hænder fægtede, de lo. De var der alle: Inspektøren, Janne Piscator, gamle Bogholder Santesson, de tre unge Bogholdere, Kulkørerne, Hammer- og Sømsmeddene, Bælgdrengene — og dér Susan og Brynte Arm i Arm, med Ansigterne rakte langt frem.
Steffan følte en Svimmel — af muldent Løv, af Blod, af ensom Sved og Urin. Denne Klump af Mørke og Stank havde de slæbt frem af Skoven — Skoven han kom fra …
Han skottede. En Armlængde fra ham stod den, Stamme ved Stamme, og den vrimlede af sligt, af vældigt Utøj! Skoven, der svøbte ham ind under sit Sus …
Hesten, den store Billit, blafrede i Flankerne, med gulige Øjekast. Men Køresvenden, lange Abraham Närke, fægtede med Armen:
»Vi stak ind i Hiet med Skistaven og brændte lige i hans Øre, da han kom.«
Derinde i Skovnatten, nede i en Hule — — At Bjørnen turde ligge dér, ene!
Å jo, om Steffan lå der selv og sov! Om Suset havde taget ham, gemt ham, som det så ofte truede med! om han blot ikke var blevet slæbt frem her til Jærnovnens Ild og Bulder!
»Hvad kan vi nu regne for Huden?« spurgte gamle Santesson Lucas Jæger, der med sit lange Hår og den tunge Flint ved Foden stod helt stille, som var det ikke ham, der havde skaffet det frygtelige Dyr frem.
