265
O, ind i dens Glød! til Luerne suger mig ned — og Sejren er ukrænkelig! Ja, Brødre i Miraklet: Zegoel, Jacob og Elias, I begærer Evigheden som Sejrens Forvisning, jeg Døden: undres I, om jeg vinder, mens I .. Er mit Begær Lovbruddet? Nej, nej: Lovens Fyldest! Luen, Jærnets befriede And, der danser over det, sit Nu! — til Jærnet stivner, den evige Død …
Se Lysene! Se, Jærn: Festen i dit Rige, mons ferri!
»Hallo!« Farbroder svang Svøben over Zefyrs dansende Hoved, »flyv, Zefyr, flyv!«
Ja, flyv: Vestenvind! som din Broder Boreas hin Nat, flyv fra Fenris og Fimbull over mons ferri til dets Frugt: Lys af Mørke, Guld af Jærn! Gudmoder Huldas millionrige Hjem, hvor de af Guden Forstødte gemmer sig, de af ham Forløste trodser ham på hans egen Grund — et Nu .... for i det næste at forgå til hans Ære!
Han holdt sig med rystende Hænder fast i Kanens Karm.
Susan, du Jærnets Blomst, dets røde Guld! Kuglen på dit Bryst, Finneskuddet fra Mørket, lad det falde! Din Blomst skal skinne, dit Guld skal gløde i Nat — og for evigt i mit Minde!
Jærn, se jeg, den Eneste på »Bjærget«, der véd, at du er Jordens ældste Søn, Grundvæsnet i alt, det eneste Uforgængelige, at intet Sølv eller Guld og intet Nuets Spring skal købe os løs af dig — jeg har glemt dig i Nat: du er ikke til! Eller — o mere! Jeg husker dig for at spørge dig: Hvor er din Brod?
Sukket fra Persberg — herud for det høje Næs kærede Mørket, som gennemkresedes Luften af jamrende Fugle, ja stønnede Fiskene under Isen af Dybets Nød. Skæret fra det evige Bål derinde, ved Grubernes Nedgang, det som ikke havde været slukket i 500 År, flakkede som en flammetunget, lynladet Sky, åndet op af Jorden og forsmået af Himlen — Manddraberens Bål … Den røgbeske Os, Pustet fra Gruberne, fra Jordens Mund, slog herud.
Og dér, forbi Slakkebjærgene, Skakttårnene, de glidende Kærrer, de drejende Heste, de op og ned dykkende Men-
