Har Fætter både Fleetwoods på Sällboda og dem på Rexed?«
Gudmoder bøjede sit krøllede Hoved grundende over sin Stav.
»Friherre Jacob Svante, også kaldet Fläckfota eller Smørbaronen!« remsede Bror af Ekestam lystigt, rullende en Leporelloliste af Navne ned mellem sine skrævende Støvleben, »her!« han pegede med sin lange Finger.
»Og Kaptejnens på Berg?«
»Kære Kusine, hele Jösse Herred har vi, fra Öfre Gla til Varaldsjö, hele Näs og hele Nordmark, hvert Hus, Gård, Brug og Gods, hver Officér, Præst, Foged og Patron, hver Frue, Frøken, Mamsel og Informator! Frygt ej, Bror af Ekestam er huskendt! han glemmer ingen af sine Venner, hverken når han går på Besøg hos dem, eller den ene Gang om Året, han selv agerer Vært — ved nådig Kusines Gunst!«
Han bøjede Skaldepanden hilsende mod Gudmoder, de sortbrune Øjne funklede.
»Nu«, Gudmoder smilede, »jeg stoler jo på Fætter, men ilde var det, om vi glemte én — en ensom Sjæl!«
Steffan nikkede. Ja, ilde i Sandhed — for Sjælen, der ej kom hid at sidde ved Gudmoder Huldas Fod, i Festen i Järnbäraland!
»Så ensom sidder ingen Sjæl i Värmland eller Dal«, Majoren slog sig på Snorefrakkens Bryst, »at den ej én Gang har haft Besøg af Bror af Ekestam!«
»Vel!« Gudmoder Hulda nikkede.
»Så passerer vi Fryksdals Grænsen, vi lægger Vejen
