304
dige Vej over den halve Jord at tømme sin og sit Lands sidste Blodsdråbe i pontus euxinus.
Og kære Stemmer lød om ham — han var ej ene blandt menige Finner … Erik Axels høje Tone lød, og Ingel Lydinghielms, Hanz v. Rajalins, Hindric Griphufvuds og Skotten, Gordon Moffats .. et Vårfugle-Kor under Litauens Snekroner, de titusinde Grækerfareres mod Sorte Havet …
Og forude så han deres unge Kyros' lille Hoved, Halmdusken på, den opkrammede Hat, den Helt og den Lamia, der ledte dem i Døden …
»Dulce et decorum est pro patria mori,« forklarede Lewenhaupts Stemme, og Gabriel Israel nikkede: sødt at dø ung herude, ej som gammel at skulle se det Land, som Helten og Lamiaen efterlader!
Den unge Fændrik vilde tørre sine Øjeglar, fulde af Sne og af Tårer over Lærdommens bristede Drøm og over Gudens Nåde imod Ganymedes' Hær — men han snublede og faldt i hans og sin egen Grav …
Foget, Foget, der suser uden Mål, af Herrens Lune, men fylder Himmel og jord, hans Leg med dem, han skabte ..!
Men Gabriel Israel vågnede og forstod, at Herren vilde lege lidt endnu, og så omkring sig dem, der sammen med ham selv skulde være Legetøjet, Brikkerne fra hans største Fest, der skulde lade Slægterne ane dens Vælde.
Dér stod jo Ingel Lydinghielm, blind og på Krykker, dér Hindric Griphufvud, énarmet og énbenet, og Gordon Moffat ældegrå, og bøjet over Gabriel den femtenårige Page, Job af Jacobschöld, med snehvide Hår .. Axel Erik så han ikke, hvor kunde også han, den evigt Unge, findes blandt disse?
Og dog vidste Gabriel Isogäus, at hans fjerde og sidste Vandrings Mål var nået: at han kendtes af de sine, og at de otte Tønder Rug var ham vis.
Hør, nu råbte unge Job med de hvide Hår hans Navn og dens, der stod under Pergamentet, som rystede i de fingerløse Hænder! »Carolus rex ..«: Nu var omsider hans Sold ham sikret!
