26
»Se den, den søgte Lyset!« råbte Susanna.
Ja, ja — Steffan nikkede — Lyset og Varmen, derude fra Skovene, fra Bjørnene, fra Ødet. Han bøjede sig og kyssede hendes Hånd.
»Men Steffan da!« lo hun, Ildskæret gnistrede ud af hendes Øjne, hendes Hår, hendes lyse Hud. Hun åbnede Munden, og han syntes, det flammede ud af hendes Hals.
De sad ene, Brynte rullede de tømte Trækulskærrer op på Fladvognen, tvang den lange Hejsebjælke bag Bålet til Siden, og ud kørte Kærrerne på Skråplanen.
Men nu vendte han Hovedet og så hen mod dem. Han tørrede Kulstøvet af sine Hænder.
»Vi går ned,« nikkede han kort.
De rejste sig lydigt og fulgte ham til Stigen. Men Susannas Hånd slap ikke Steffans.
Bundløst blånede Månehimlen dem i Møde. Luerne sprang og sprang dernede fra Tagene. Ildstrejf kryssede hid og did som Lyn. Men langs Skovenes sorte Bræm, over Himlens dæmrende Rand spillede Skærene fra Solfors, fra Thorshyttan, fra Hästhyttan, fra Fabianshyttan, fra Öna og Nicklashammar. Og fjærnere, som Blink af Skibe, duvende i et endeløst Ocean: Nordmarkshyttan, Motjärnshyttan, Stöpsjöhyttan, Snöbergshyttan. Og yderst ude, svindende og kommende, i irrende Gnister: Bjurbäckens og Storfors' Hamre, Ny Kroppa og Gammel Kroppa Ovne. Kun i Gabet mod Vest lyste Månehimlen pur og sval — dér hvor en Gang Morgongåfvas Ild havde leget …
Steffan sukkede kort. Hvad vilde han frygte Natten og Skoven for? Han stod jo her med hende ved Hånden midt i den strålende Ildring, der brændte om »Bjærget« hver Nat. Fra de var små, havde de set den skinne, fra Farfaders Tårn, som fra Hyttekransen her, Hjemmets Ildmur mod Natten.
Han så i hendes Ansigt og så det midt i Glorien. Og han bøjede sig mod det for at kysse det.
»Kommer I så?« Bryntes Stemme slog imod hans Øren — fremadstrakt stirrede han mod dem fra Stigen.
Steffan slap Susannas Hånd, men hun fangede hans op
