328
Ja du, Hanz v. Rajalin — Steffan smilte som i Søvne —: Till Uglspil i »Helligånds-Huset«, forlorne Søn blandt »mannemännerna«, du baltiske Herre, Barn af »Guds Landet«, Kurland! du Dråbe af Overflødigheds-Hornet, stænket på Sverrigs Grund af Stene og Blod, du Broder til Våbnenes syngende Muser, Poeterne i Karolinernes År: Runius og Israel Holmström, de altid Pengeløse og altid Gavmilde, der gjorde godt med Intet, med den Tunge, der sang af sig selv, det Selskab, der smittede med Fryd; de Farligste blandt Oprørerne, de Giftigste af Jærnets Fornægtere: de ukueligt Glade, de ubestikkeligt Gode — Guld af Jærn, Sang af Sorg, Livet, klemt blandt Dødens Skjolde, klemt til at juble dobbelt hastigt og dobbelt højt! De Guds Forhadte og Guders Yndlinge, der døde før Poltava Sol og Frederikshalds Måne, før Manddommens Juni og Alderdommens November —: evigt blomstrende Maj!
Lykkelige Runius og Holmström, I i Tide Frelste — og lykkelige Hanz, Skadeskudte ved Perevolotschna, Fange i Tobolsk, Fattiglem på Djursäter, Yngling på Otteogfirs! Jærn, hvor er din Brod?
Yngste Søn af Sytten, Slægtens Kælebarn og Arveløse, red du som selve 1700's Vår, fra Kohara og Kodafehr Gods, fra Moders og Søstres grædende Favn, en femtenårig Kornet, med al dit Eje i Patentet og Uniformen; haltede du som 1722's Vinter, på Krykker over Djursäter Tærskel, en kun 37-årig Krøbling, Fledføring og Landflygtig, efterlyst af din Faders Hjem, Kurland, som Forræder, udstødt af din Moders, Ingermanland, som Fremmed, af »Guds Landene«, de tvende tabte!
Kohara og Kodafehr var lagte i Aske, Søstrene voldtagne og Brødrene dræbte, selv var du en Bylt af Pine, Sårbrand og Gigt — og én Lovsang fra Morgen til Kvæld, én Polska på Træben, én Tak af Tænders Gnidsel — du Hofnar og Stærkeste blandt Karolinerne, Jærnets Overvinder!
I Tobolsk collegia pietatis, på v. Wreechs Høloft, hvor den ulægelige Hjemvés Salme steg, nynnede du den på Melodien af »En sup-uts försvar« — som du ved Djursäters Aftenan-
