337
som sin Moitié ved Ballet — og træde det ved Gudmoders, hans tålmodige Værtindes Hånd.
Ja se, dér øverst på Listen dansede de tvende Navne Håbets og Troens evige Vals, og nu da Stuen med Et lukkede sig om dem og Bålet, og de nys så beskinnede Ansigter brat forsvandt, glimtede Majorens Fæstensring i Askefunkerne, og hans Bas intonerede;
»Genom natten sången klingar,
älskade, till dig!
tonerna så ömt dig bedja:
Kom, o kom till mig!
hviska: Hulda, somna söt,
somna ljuft, du ömma!
Må ditt hjärta ej bli trött,
att om kärlek drömma!
»Kusine!« afbrød han, »næste Jul leder Concordia og jeg Dansen her på »Bjærget«!« han cirklede den gloende Ildgaffel som en Glorie om sit Hoved:
»Midt i drömmen tycks jag mig
evig trohet svärja dig!«
og jog den gennem Brændestykkerne, så de med Et gik i Flor, og de forsvundne Ansigter flokkedes, smilende til ham — Susans, Bryntes, Adrians, ja Olofs med …
Steffan nikkede. Ja smil til Eders Fordansere, Lederne af den evig Bryllupsdans på »Bjærget!« Se, er ikke Bror af Ekestams Hår brunt og tykt? er da ikke Concordias Kinder røde og hendes Lokker gyldne?
Men du Gudmoder — Steffan søgte hendes Ansigt gennem Sløret af Skygger og Lys — du, som så deres og vort Århundredes Morgenvals, smiler du nu til Middagens? Concordias moderlige Veninde fra Lübeck, hans søsterlige Plejerske fra Djursäter, sletter du hendes År som hans Gæld? Byder du i denne Stue Värmland op til Dans, ledet af disse to, sluttet af Karoliner og Gustavianer, dine Brødre?
Eller danser du, Jul for Jul, i hendes, Brudens Sted, med ham i din Brudgoms, unge Cläes af Adelstiernas? Värmlands
