344
Ja, hvorledes var det? hvad fortalte Moder om Lucia-Nat derhjemme i Danmark? Om han forsøgte Gud — og Susan? om de var dem, han troede — eller de ene boede således i hans Hjærte: om de var Opstandelsens eller Forgængelsens Kilde: Lov eller Lune! om de og deres Gaver var Tilbedelse eller Forbandelse værd! Nu skulde den gyldige Prøve gøres!
»Susan«, hviskede han, tæt i hendes Øre, »Moder siger, at derhjemme på Sjælland, på hendes Faders Lystgård i Hareskoven, dér tændte Pigerne Lucia-Nat, når Klokken slog tolv, Lys for at se i deres Spejl, hvem de skulde få til Brudgom. Tænd Lys i Aften ved dit Spejl, Susan, og se efter!«
Han lo, men hans Øjne brændte i hendes, i Bryntes, Olofs og Adrians. Han sitrede af Munterhed, af Afgørelsens Fare og Lyst, som ved Ulvenes Spring om hans Faders Slæde: Liv eller Død? Gud eller Djævel?
»Hvad? ja! ja! det er morsomt, det vil jeg se —« Su- sanna kneb lystent Øjnene til, hun gøs sammen i Skødet, med halvåben Mund, »hvorfor har du ikke fortalt det de andre År? Kom!«
Brynte, du kårne Brudgom — Steffan lo mod hans rynkede Pande — og du, Olof, du standhaftige Fornægter, er hun sværere at vinde — og at forsage, end I troede? er Livet vanskeligere og dyrere end I mente? Er I ej sikrere på hende og for hende end jeg? Fornemmer I, at Dødsbæreren står der henne bag jer i den længste Nat?
»Kom så!«
Susanna smuttede fra Lysringen ind i Mørket og Steffan efter hende. Og de andre? Jo, han lo — han hørte dem bag sig, alle Tre, omsider utrygge i Fornægtelse som i Sejr!
Og selv fløj han ned ad Trappen som Gudmoder Huldas Brødre en Gang: til Fald eller Sejr! til Spillet om Gud!
Gør du, Gudmoder, dit Regnebræt op med Dødsbæreren, og tæl, Bror af Ekestam, de sidste Runstycken! Vi fejrer Lusse! Vort Spil står på sort eller rødt!
Se vor Gudinde, Jærnets Dis! Hendes Hår som en fygende
