343
lo Gudmoder. »Ja, ja velan! det er dets sidste Hverdag inden Jul — som varer til Sanct Knut! Men I, Børn, løb I ud og fejr Lusse!«
Lucia-Aften, Lystesten af Årets længste Nat, for Syracusas blinde Helgeninde, der fik sit Syn igen … det hellige Oprør mod Gud i hans eget Navn!
Dér stod Susanna, gylden og stor, midt i det Båls Skær, hvori Gudmoder talte det Regnskab efter, som Dødsbæreren rakte hende, og som Bror af Ekestam over hendes Skulder gjorde op til sidste Runstycke — som var den hans.
Men Susan, vi Børn, den nye Slægt — dit svømmende Blik, dine saftige Mundvige, dit brede Bryst: har du ikke Plads til os alle, til mig som til Brynte?
Om Guds forstødte Barn generobrer sit Hjem, er det da hans mindre end den kårne Arvings? giver han ikke sin Fader to Sønner for én? hans Hus dobbelt Ære? Ja mer! Kun hvo, der overvandt Gud, er ham lig, af hans Styrke! Kun han værdig at arve hans Magt!
Ingel Lydinghielm, Bror af Ekestam, Gudmoder Hulda, jeg skal hævne Eder! jeg skal bekæmpe den Gud, der besejrede Eder, jeg, Barnet, Miraklet!
Ti Brynte, er hun din ved Guds og Menneskers Samtykke, er hun min ved deres Fornægtelse! ja min tusindfold ved min Kamp for Faderens Ære: hans Søns Fødselsret! Din ved Styrke! men min ved Sygdom! Vor!
Men Olof og Adrian? Hvorledes sagde Farbroder: »Syren viser, at intet kan fortære Jærnet!«
Vi skal forgå i dig, Susanna, alle, efter Guds Lov! Men hvem skal genopstå som din og »Bjærget«s Herre?
Den, Gud bestemte som sin ved Lykken eller ved Smærten? den, han kårede at forherlige ham som hans hundrede Fold eller som hans Overflods golde Strå?
Kæmp du, Gud, for din mindre Ære! jeg kæmper for din større: for dig selv i den Skabning, som du fornægtede, for din Kraft i det Sædekorn, du smed blandt Stene! I mig genfødes dine tusinde Ax kastede for Fugle, for Sol, for Hvermands Fod! Vælg, Gud! Vælg, Susan! men vælg nu i Nat, Lucia-Nat, Natten hvoraf Lyset og Svaret fødes!
