347
Jo, Susan, just med den om din Pande skal du kræve Gud for dem! Nej, kræve Gud af ham selv! Under den skal du føde den nye Jord og Slægt!
Jacobschölderne satte Guds Moders Krone på deres Brude, Gud tog den tilbage som ene sin — kron dig nu med den og fød ham under den som Gud: Retfærdighed: Evighed!
»Kom, Susan, kom!«
De listede forbi Trappekaminen, der sendte sit lunkne Pust mod dem — Dagens Bål, der var slukket nu mod Sancta Lucia-Nat, da af alle Lys kun hendes måtte skinne.
Dørvridet vågnede, og den høje Fløj gled tilbage, som en Skygge, for Susans Hånd … Salens Ånde svævede over dem, kølig og støvet, som et langt Suk.
Klemte sammen på Tærsklen stirrede de derind, i Tågelyset fra de ni Kirkeruder.
»Susan, Steffan, nej, hvad gør I?« hviskede Brynte.
Han, Olof og Adrian rørte sig bag dem, levende, med Åndedræt, med Lugt af uldne Klæder imod Salens Luft, der, vækket af Trappegangen, stærkere og stærkere strøg over dem, en Luftning, indeklemt og dog isnende, som havde de åbnet for selve Jorden.
»Gå ikke derind, Susan!« hviskede Brynte, »gå ikke derind!«
Steffan fornam hans Greb om hendes Arm. »Du véd, at — at de spøger! Og i Nat —«
Susans Næse og Mund sitrede i det vage Lys, i de Skyer, der nu steg fra Langsofaernes Pudder, fra Gulvfjælenes Talcum og Girandolernes nedbrændte Vox — et Ansigt, stort og bævende, spejdede over Tærsklen til Slægternes Bryllupssal.
Vov dig ikke derind, i de Danse, der nu væver sig af Støv og Dunster, under Loftets Lysekroner, blandt dem, der spøger, hvor de fordum spøgte! Se Jacobschölderne stirrer i lange Rækker, fugleagtigt stive, med blegblå Øjne under Hjælme eller Paryk! Vov dig ikke over Jorden, ti den er din Grav!
O Brynte, du »Bjærget«s Førstefødte, Jærnets Discipel! Livet er dig altså ikke Døden værd, Slægten ikke dig selv?
