349
Men histoppe. — Med Hånden bydende og bønfaldende i Susans løftede Steffan sine Øjne. Og dér svævede »Himmel-Kronen«, dens Guld omkring Perler og Rubiner … den hellige Gral med de forklarede Tårer, med det frelste Blod — Døden for Livets Skyld!
Over Sværdene, der forrustede, sekelsent, men sikkert af det udgydte Blod, brændte den uforgængelige Glød: Guld af Jærn, det frelste Jærn — Miraklet: det evige Blod.
»Susan,« hviskede han, »tør du bære den?«
Han så hende ind i Ansigtet, i det tunge Hår, i Lysfloret fra Gårdslygten og så de hundrede Brudes Ansigter, Slægtens Mødtes, og hin førstes, Evighedens, sitre i de blussende Træk.
»Om jeg tør —« hendes Hånd hang i hans, hendes Blik ved Kronen. Og han så den spejlet i hendes Øjne som en gylden Kim. O Susan: vor Maria!
»Tag den!« åndede hun og lukkede Øjnene, som om sit Eje.
Han skimtede Bryntes tøvende Skikkelse på Tærsklen og Olofs og Adrians Hoveder dunkelt bag ham.
I tre, som ikke vover — som ikke vil — og som ikke kan, nu gav I mig, hvem Gud og hun vragede, Eders Krone, — Guds, som vor Slægt, Jærnets største, skal bære!
Varligt, med Knæet på Bordet — hvor Jacobschöldernes Skatte, Kongernes Belønninger, sov under Glaslåg: Ordner, Kors og Ringe — med Brystet åndende mod Sværdene, der købte dem, og Våbenskjoldets Sol, der gik ned, rakte han efter Kronen, Menneskeheden over Slægten, Gud over Jærnet.
Den gøs mod hans Hænder, kold, så de skjalv, tung, så de vaklede; Perlerne, der slyngede sig i Rækker fra Tak og til Tak randt som Tårer over hans Fingre, som en Sang, uhørt og dog forstået. Hans Ånde drev som Skyer over Guldet og forsvandt. Men Rubinen glødede i hans Blik som Guds Øje, gennem hans Årer som Guds Kraft: »Nu er jeg, Gud, i dine Hænder! Du ringe Menneske min Herre! og se der din Dronning! Forspilder I mig, forgår jeg!«
Susan — svimmel af Håb og Angst, syg og stærk som aldrig før, sænkede han i bægge Hænder Kronen mod hendes brede Pande, hendes brede Skuldre. Støv, bliv Evighed!
