357
ger! Og Steffan selv, der stjal Himmel-Kronen, da de Andre tøvede sky, for at krone Gud til Gud: Retfærdighed, at Døde skulde genopstå, Fangne udfries i ham — hørte han nu deres Varsel storme derude, »Bjærget«s Sult, der hilste sin Frelser — og krævede hans Offer til Mættelse?
Men, var da Ofret ej bragt? Djursäter ej løskøbt af Jærnet? dets Pris ej betalt? Karolinerne, Gustavianerne, Slægtens Mødre derinde, var de ikke Prisen? Var der endnu Blod tilbage: hans eget?
Og var han rede, som Mødrene derinde, som de Otte under Templet og Kuben, at købe sin Drøm med sit Liv, Fremtiden med Nuet, Slægten med sig selv?
Sig selv? ja, den Vanskabte, den Fremmede på »Bjærget«! Men den, som var jorddraget, den som var opstanden i Susanna — deres Hjem: Eventyrslottet på »Bjærget«, Ofrenes Frugt, skulde det ofres? Retfærdighed, påkaldte jeg dig til min egen Dom?
Dér jog Slæden ind i Gården igen, med flyvende Manker, med Ildtunger, med rygende Bøsser, Grisehvin og Lattersalver.
»Hvad fik I, I Bæstier? Kugler for Grisesteg!« Susan satte i Spring mod »Børnenes Gæstehus«, med Kronen klemt i sin Favn, som vilde hun redde den derind, til Spejlet, til Svaret.
Å Susan, flygter du? kender du da ikke Svaret? kender du da ikke Skrigene derude? Finnepigens Råb, Hexenes Kvad, Missionærernes Profetier — ja »Bjærget«s høje Sang fra Savolaxhyttan! Véd du ej, at vi er Skrigenes Mættelse?
Ulve? Javel! Nej, »Bjærget« selv! Før Jul rinder ud, inden Sankt Knut går til Ende, fuldbringes dets Kresløb: synges v. Schéeles høje Sang, Jærnets Renaissance, dets nye — og sidste Alder! Fuldbringelsen af dets Lov: dets Fortæren sit sidste Offer: sig selv! Gødning for en ny Jord og en ny Himmel! Men vi, Susan, vi? O Barchäus' Råb — »Morituri te salutant!«
Stormer ikke Jærnet derude? Er det ikke Sancta Lucia-Nat? flyer vi ikke med Barchäus bag Guro Rysserova, stiger ikke Zegoel af Mørket, den ukendte Gud?
