394
Drougge, ved sin lange Stav og med sine jordvindende Skridt, en vaklende og broget Bylt af Pjalter og hvide Hår: den hundredårige og blinde Taterske, Grisilla Loa.
Igennem Lussegæsternes Mylder, der snurrede hverandre ind i de svære Rejsepelse, hvirvlede hinanden i de mange Alen lange, brogede Skærf, omfavnede og kyssede hverandre til Afsked og Tak for Festen — igennem Stimlen på Tærsklen, der trængte hinanden mod Portens Søjler, ned på Isen eller op i Gården, lyttende og vejrende mod de festmætte Ræb, mod Osen af opkastet Mad eller udtømt Vin, lakkede de To, slæbende og segnefærdige, deres kendte Bane: fra Djursäters Køkken dets Huse, Stalde, Pavilloner, Skure og Grave rundt og tilbage til dets Køkken .. denne Solopgang som de sidste tyve Års, siden den, da Grisilla, der var faret vild i Sneen og sin Blindhed, fandtes på Gårdens Tærskel, ved »Broderskabets Tempel«, og neppe bragt i Læ og reddet ved dens Arne fra sin Vandrings Hunger og Kulde, famlede efter sin Stav og mumlede: »Nu må jeg bort igen! Nu skal jeg gå!«
Steffan nikkede. Gudmoder Hulda, hun kendte Børnene af Fernebo, deres Bud at vandre Jorden rundt — og gav Grisilla Lov at lyde: hun lod hende vandre, nej, krese ved Noah van Drougges Hånd! Om lidt vilde Grisilla dernede i Køkkenet smile bag sine blinde Øjne: »Se, hvor jeg vandt frem! hvilket nyt og fint Sted, jeg er kommet til! Det har aldrig nogen af min Slægt før nået!«
Gud, se dine Tjenere krese, hør Koret dernede:
»Nu ä dä jul igen,
och nu ä dä jul igen!
ja' trur, att jula räcker ännu till påska!«
Til Påske? Nej, til Evigheden — i Fernebo, i Menneskenes, de stadigt Igenkommendes Hjem!
Hør, jaget af Svøber, af Arme og Huer, Råbet:
»På Gensyn til Jul! På Gensyn til jul! På Gensyn!«
Steffan løftede Hovedet. O ja, oppe på Trappetrinet stod Gudmoder, lille og celandonsbrusende, under Slægtens Våbenskjold: Jakobs Kamp med Gud under den stigende og
