44
og Brændevin kan én Dag bære Jærnets Åg. Det løfter ingen, selv ikke den Stærkeste, som første Mand, det bærer kun et Tog af Slægter!«
Ja, således havde Farbroder sagt, den Gang da han kaldte Jærnet for »Trældommens og Rovbegærets Metal«, da han hed i Panden skændtes med Samuel van Harmst. Men Brugsherren havde løftet de udstoppede Skuldre og smilt sit knebne Smil:
»Det er Jærnets, ikke vor Lov!«
Steffan foer sammen, Susanna rørte hans Hånd.
Og i den blålige Glans af Sneen og Flammerne skred en Skikkelse forbi derude i slæbende, hvidt Lin, med Håret bølgende over Skuldrene, på nøgne Fødder.
»Jesus!« brast Steffan ud — Himlens Gud nedstegen at dømme Jordens!
Susanna lo, lo ham ind i hans blegnende Ansigt. Og Brynte vendte sig på Støbeformens Rand og spyttede:
»Den gale Zegoel, ja!«
Men Masmestren havde sluppet sin Tang, og de tre Karle havde lettet sig halvt op af Sædet, stirrende — nu sank de alle tilbage i et Suk.
Sveden stod Steffan på Panden. Han tørrede den bort med rystende Hånd.
Ja, Zegoel, ja, det var jo kun Zegoel, den gale Grubearbejder fra Taberg, som kaldte sig »den ukendte Gud« og vandrede Bergslagen, ja hele Järnbäralandet rundt, kom og gik med Års Mellemrum, men altid nær Gruberne og Ovnene, vidnende og forjættende om det nye Riges Komme.
Steffan klemte Neglene ind i Hånden. De lo, de vrængede ad ham, ad hans Had, ad hans Håb!
Og pludselig brød han ud, truende:
»Nu går jeg over til Fattighuset!»
Susanna så op på ham, smilende, med Knoerne støttende under Hagen:
»Nej da — hvad skal vi dèr? Her er da meget morsommere!«
Brandskæret fra Støbeformen brændte over hende, gennem hendes Øren. Steffan stirrede på hende. Ja se nu
