46
om Hjælp — der kom den tredje, da han sad ene levende mellem tyve Kager af Kød, i en Skjorte af Blod og med selve »Bjærget« på sin Isse og Nakke!
Siger du, Brynte, som alle Patronerne sagde den Gang: »Det er ikke vor, men Jærnets Skyld!«? Nu, så sig Jærnet fra dig, så undsig det! og jeg skal tro dig!
»Himmelsendt« kaldte Farbroder Jærnet — baaenepe — »Kulturens Våben og Nøgle« — Nøglen til en Jord som »Bjærget« og Våben til at forsvare den med! »Vi takker Krigeren for Jærnet«, sagde han hin Aften, »Krigeren begærede Jærn, da Agerdyrkeren nøjedes med Sten og Horn«, Og Krigeren fik Jærn og lagde Jorden og sig selv under dets Lov. Kvæget og Kornet mættede sine Dyrkere, Jærnet knuste dem til Tak, fra sin første Tjener, Grubekarlen, til sin sidste, Soldaten. Våbnene priste Farbroder:
»Damascenerklingerne, udhamrede af Meteorer på Java, etsede i Kong Thutmosis' Fabriker under Antilibanons Fod, flammende over Europa i Korsfarernes Hænder — Vikingetidens runeristede Øxer, stålsatte af Bolsmedde i »Bjærget«s Skove, Finspongs Kanoner, der hentedes af både Blåmand og Tyrk, Romernes og Napoleons Verdensherredømme, Gustaf'ernes og Karl'ernes Stormagtsvælde. Sværdet, der gjorde Mennesket lig Gud, Lynsvingeren!«
Og Farbroder selv? Jo som fjortenårig løb han hjemmefra — til Grækernes Frihedskrig, til Polens eller Belgiens Opstand? han vidste ikke selv hvorhen! — men indhentedes af sin Fader, Løjtnant Rikard, i Göteborg. Under Studenter- og Folkeurolighederne i 30'ernes Tyskland bevogtedes han på Idet som Fange. Og til den ægyptisk-tyrkiske Krig nåede han ikke ned — at hævne Chios, »Delacroix's og Byrons Ø«, ti hans Moder blev syg og døde. Og i 1848 fablede han om at kæmpe med Lamartine, Garibaldi, Kossuth eller Görgey i Paris, Rom eller Wien, men nøjedes med at følge med Sandels Bataljon til Fyn og Flensborg og vende tilbage efter Slaget ved Fredericia uden at have svunget eller smagt sine priste Sværd …
Steffan kneb Munden hårdt sammen. Den Gang var det Længslen efter Moder, der drev ham… Ti hans Kamp-
