«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord — mange Ord! — aa, nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? — hold fast, hold fast! den gaar rundt … som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig Hvirvel af Kval og … ha, ha, ha .., er jeg drukken igjen? hvad er det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? — Vin! — ja vist, det var Vin, jeg drak! ha, ha, lustig, mein Kind, lustig! kys mig, min Høne!
Herzen und küssen
Ist Himmel auf Erd ….
kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm … kys mig varm? — og du er hvid og trind og hvid og glat ….»
Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskrækkede Barn ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin Bønnebog op i Vejret og raabte: h’raus du höllisch’ Weib — sitzt mich das lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad’! h’raus wer du bist — elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!»
«Teufel!» brølede Ulrik Christian og slyngede forfærdet Marie Grubbe fra sig. «Vig bort Satan! ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o, du forbandede Djævel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal
