den Gang Gemakker anvist paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og han sad alene og i Mørke i den store Stue til henad Midnat.
Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet, halvt anelsesfuld Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som Sjælen villieløs driver nedad en langsomt glidende Strøm medens taageflygtige Billeder drage henover Breddens mørke Træer, og halve Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hæve sig op af den dunkle Flod, glide med — glide med og briste. Efterklang af Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang — — Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg og fjern — endnu blegere, endnu fjernere, — Rosen paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, — han sad og lyttede efter det og hørte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem Stilheden.
Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var — saa svalt og stille.
Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af nysudfoldet Lev og krydret Vinduft fra blomstrende Løn bar hen imod ham derude fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen og bredte et blaanende, sitrende Mørke
