ud over Haven. Lærkens sorte Grene, Birkens slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod som Skygger aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede Toppe skød i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag var falden.
Stille var den som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de fnuglette Regndraabers Fald var at høre som en næsten umærkelig, stadigt hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de vædeglindsende Stammer.
Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den lød! var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Lev? — Ak saa ene, saa sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de tusinde Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjærte, der længtes imod ham … Vidt over Jorden var spændt et Net af usynlige Traade, der bandt Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets, stærkere end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham. Hjemløs, forladt! — Forladt? — Klang det derude som Bægre og Kys? blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke lydt igjennem Natten? — Hvadsaa! — hellere Ensomhedens langsomt dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde
