og mine Hænder blev saa kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme ...»
«De grace, Madame!»
«Aa, det er jo kuns døde Minder om en Amour, som længst er slukket ud.»
«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end før.»
«Nej, den er dækket til med altfor mange Dages kolde Aske.»
«Men den rejser sig af Asken som den Fugl Fønix, skjønnere og fyrigere end før — sig, gjør den intet?»
«Nej, Elskov er som en fine Blomst; om en frostig Nats Kulde forvisner dens Hjærte, saa gaar den ud fra Top til Rod.»
«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om Tørken kommer, saa tørres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade ud igjen og er saa grøn og frisk som ingen Tid før.»
«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov til.»
«Det er der, — ja, og vor var just saadan Elskov.»
«At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det, aldrig.»
«Saa har I aldrig elsket.»
