under denne Supplike, da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan det saa end skulde gaa. Men Faderen forsikkrede hende, at det var kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage hende til sig igjen, thi han vilde nu have Skilsmisse for enhver Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet paa, tvang ham til at begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun fejede endog paa Faderens Opfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til Suppliken:
»Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt, mens jeg Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med. Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.»
Marie Grubbe.
Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik kun, ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.
Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik Frederik vilde skilles.
