Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/282

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret



XVI.

Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad Palle Dyre, og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og firs, aldeles begivenhedsløst Ægteskab.

Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med hendes seks og fyrgetyvende, fulde seksten lange Aar.

Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige Pligter og i sløvende Ensformighed, og intet Tillids- eller Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge til at gjøre det lyst. Evindelige Trætter om Ingenting, larmende Skjænderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her og plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes Øren hørte. Og saa hver sollys Levnetsdag møntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der led, et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske om Vinding, hvert Haab et Haab om Mere. Og