luvslidt Karrighed paa alle Kanter, hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende Øje stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori Marie Grubbe leved.
I den første Tid hændtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende som Skyer, rige som Lyset.
Men der var een især.
Det var Drømmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.
Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Løv, og som en Nat uden Mørke, Tavsheden drømmende over det Hele. Der blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det spæde Græsblads bøjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Søvn midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne Træers Kviste. — Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes ternede Ranker væltede lydløst den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og Tag og skummed tyst og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstænk. Fra Marmorløvens aabne Gab stod den springende Vandstraale som et spindelvævsgrenet Krystaltræ, og blanke Heste spejled deres aandeløse Muler og lukkede Øjne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Søvnen af sit Øje.
18*
