Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile i den tavse Gaard, hvor faldne Rosenblade laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte med deres rødmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.
— At kunne hvile! — I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig, Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde Bølger randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste Drøm, hun kjendte.
Det var den første Tid; men Fantasien trættedes af evigt frugtesløst at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod Ruden, og alle Evner trættedes med den.
Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers Hænder forsømmes og fordærves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte, de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende Kalk, saaledes forsømtes og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar.
Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affældig, og det syntes at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere frastødende, saaledes havde den ogsaa skærpet og fremhævet alle hans slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil Barnagtighed, hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, listig, uærlig og gjerrig. Han førte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden, især naar der
