til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet Billede, end det, Ordene tegned.
Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var saa besynderligt, saa ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle sig bevæget af de samme tungtaandende Længsler, de samme anelsesfulde Drømme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembævet hendes Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor, som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred, og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om igjen?
Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt, ligesom med en andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Billedet af den gyldne Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede
