hende kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker andetsteds bundne.
Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende. Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde … og hun udmalede sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene — hans hundeagtige Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun tænkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under alt dette, elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand … der var i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det Ædleste og Bedste i Kvindens Natur.
Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt —.
Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe i Bryggerset paa Tjele i Færd med at blande Mjød; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde taget Skade den Nat, Branden var.
Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren, i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt, summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.
I det Samme kom Søren Ladefoged svingende
Fru Marie Grubbe.
19
