sige det, at han var ikke rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det.
Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.
Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe det, han skulde, at han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa en anden Maner; han tænkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed.
Han saae ængsteligt spørgende paa hende og blev helt modfalden og rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var, hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde.
Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vælling til Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov og saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og han kunde derfor aldrig tænke, at den naadige Frue kunde tage Skade af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun
19*
