tog af en Herremands Kys. — Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi han var saa fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun var fri for at føre ham i Fortræd, for naar han gik herfra, gik han enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.
Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt paa at nævne et Ord om ham til noget Menneske i Verden.
Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde, men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel; Hun havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.
Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og sad nu og stirrede paa Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne; mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Graaden.
Hun kunde ikke lade være at gaa hen til ham og trøstende at lægge sin Haand paa hans Skulder.
Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel Bondekarl, naar hun betænkte at han var død inden Aften.
