«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde den, der havde tiet og gøs.
Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.
«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed.
Ingen svarede.
«Er et herover?» spurgte den første Karl og lod Fingeren glide tversover sin Nakke.
«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren.
«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, «saa sej it der og kryk, men sæj hva' I vil sæj.»
«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med alvorsfuld Bestemthed paa ham. «Ja, Søren, det er om dig. Herregud!…» han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke Grublerier. «Søren,» begyndte han saa igjen og tørte sig om Næsen, «det er halsløs Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,» han talte som om han læste det op af en Bog, «vend om, Søren! der staar Galgen og Blokken,» han pegte imod Hovedbygningen, «der er en kristelig Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue Haanden i Retning af Hestestalden. «For du skal straffes paa din Hals, det er Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.»
«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e mæ?»
«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som
