«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, «men det er at stjæle Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig nok at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, og det kan jo ogsaa være skjønt nok at ligge og strække sig paa sin Seng, og give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det kommer lige godt op en Dag, og saa er det værste i Verden dig vist.»
«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde Søren lidt modløs.
«Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa imellem, naar de kan faa hende gjort arveløs.»
«Aa, Fajen i hvi't,[1] saa hjælper hun mæ nok!»
«Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe hende med saa meget som en Havresaa.»
«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, «truet Mand ka' læng' løv'.»[2]
Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger og
