sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et Bønnens Ord?»
«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde Magisteren og gik.
Kort efter rejste han.
Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over
Søren Færgemand, og lød paa tre Aars Arbejde i
Jern paa Bremerholm.
Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.
Søren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de ham paa Kirkegaarden.
Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende eller berette hende.
En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det blanke Sund og de
