Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

63

Over hendes Hoved susede og svajede de tætløvede Kroner i den stærke Blæst med en Lyd som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som grebet af uroligt Vanvid og Hindbærriset dukkede sig forknyt og vendte den lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve ved hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem Luften, Græsset lagde sig fladt henad Jorden og paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den hvide Bomsterfraade op og ned i evig Skiften.

Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede sig, endnu som dirrende af Angst og i aandeløs Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren, dens vilde Vuggen og rastløse Vekslen bredte sig atter ud over Haven.

„Fillis sad udi en Skøyte,
Koridon blæst’ i sin Fløjte
Højt saa at det Fillis hørte
Og sin Roer ej mere rørte,
Thi drev Skøyten paa en Sand,
Thi drev Skøyten .….“

Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gaaende. Sofie saae et Øjeblik forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter over sit Sytøj og nynnede videre.

Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille og saae paa Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde