91
løst, enten den røde Hest med Blis eller den brune med Sokker kom foran med et Hestehoved, for latterligt.
For saa vidt er vort aar lige Væddeløb ved Eremitagen uberettiget; men det er en god Anledning til en Skovtur, — og det bliver nok heller ikke sidste Væddeløb denne Gang.
Hvert Aar bekjendtgjøres det som en Hemmelighed, at nu er det sidste Gang — og hvert Aar trækker den Bekjendtgjørelse Publikum.
Heldigvis!
Og i Betragtning af den store uventede Tilslutning bliver saa Bestemmelsen om Ophøret forandret: man vil forsøge endnu næste Aar.
Det var ogsaa Synd og Skam, om Væddeløbene gik ind; de hører nu en Gang med til Kjøbenhavns Sommerfornøjelse, og det vilde efterlade et Savn, om de manglede, med deres Tilhør af kongeligt Optog, Hurraraab, Trængsel, Spænding o. s. v.
Spændingen kan være stor nok; men det er Ogsaavideret, der er Hovedsagen.
Der er Spænding, selv om man ikke har parreret. Det er ikke her som ved Kapsejlads, hvor Ingen (uden maaske de Sagkyndige) har mindste Begreb om, hvorvidt det er den Baad, der kommer først, eller den, der kommer sidst, som sejrer. Den Hest, der kommer først forbi Pælen, har løbet hurtigst og vinder med Rette Prisen, den har noget mere Solidt at holde sig til, end den, der bekranses paa et Dyrskue. Det drejer sig om et Nu, en Brøkdel af et Sekund, Enhver
