120
Det er et Par Dage siden, at jeg hørte en Præst i en formskjøn Bryllupstale sige: „Der er intet Ord i vort Sprog, der har den Klang, som Ordet Fred.“
Maaske har Præsten Ret.
Og han fortsatte: „Det skulde da være Ordet Kjærlighed. Men Fred og Kjærlighed lader sig heller ikke skille ad; de to Ord hører sammen.“
Det har han Uret i, Præsten. Det er rav-ruskende-pine-galt; og havde det ikke været, fordi det var i Kirken, hvor Ordet ikke er frit, havde jeg raabt: „Stop lidt, Præst! og lad mig. Der er ikke to Ord i vort Sprog, der skurrer mere, end Fred og Kjærlighed, de hader hinanden og forfølger hinanden og tilintetgjør hinanden som Ild og Vand; de kives og rives, men trives ikke sammen. Den — han eller hun — som den røde Kjærlighed har faaet Tag i — og Stakkelen er værre faren, end med den gule Feber eller de sorte Kopper — har hverken Rist eller Ro, har ikke Fred i sin Krop, har Ufred fra Fodsaalerne til Haarspidserne; og Tanken taages; og Sindet syder; og Hjærtet klaprer og løber løbsk som en løsslaaet, sejlspændt Vindmølle i Stormvejr. Hvorfor var vel ellers Hjærtet Sygdommens Sæde? Og Aarerne svulmer; og Blodet er hedt; og Ønsket er Fyr og Flamme; og Tanken løber i Kreds om Et — rundt, omkring Et og det Samme.“
Det havde jeg sagt til Præsten. —
Der er iaar en fornøjelig Særegenhed ved Hønsejagten: Markerne er ikke nøgne, de staar fulde af Hove og Traver,
