142
Epouseur i en Frøken-rig Egn er i Efteraarsmaanederne baade Jæger og Vildt. Sauve qui peut!
I den tidlige Morgenstund kigger Jagtherren ud af Vinduet efter Vind og Vejr, som har den største Betydning: Sjask, Slud, Storm, Sne kan ødelægge den alleromhyggeligst forberedte Jagt og gjøre det Hele til en mislykket Historie, hvorimod høj, fin, klar Luft spaar en glad Dag med fornøjelige Ansigter. Efterhaanden som Gjæsterne — i Jagtdragt — ankommer, hilser de paa Husets Damer og bliver opvartede med en lille Frokost. Saa rykkes der ud, Herrerne sættes af, Betjentene stiller Klapperlinjen op, Hornet klinger — Jagten er begyndt. Snart falder det første Skud, det drøner i Skoven, giver Ekko fjærnt og nær fra Bakker og Skovbryn, som det kastes imod, og følges af Klappernes begejstrede Skrig; og Jægernes Hjærter slaar hurtigere: der høres et Raadyrs Spring i det visne Løv, en Ræv sees luskende, standser og vinder, en opskræmmet Hare kommer busende, et Tiro! forkynder, at der er rejst en Sneppe — og nu gjælder det, hvem Vildtet søger paa, om det er jagtbart (Raaer f. Ex. bliver tidt skaanede) og hvorledes det modtages. Skud falder paa Skud med Raaben og Skrigen, indtil Klapperkjæden støder paa Skyttelinjen; saa er den Saat forbi, Jægerne samles, for at berette om de forskjellige mærkelige Hændelser, forklarer, undskylder, roser, spotter, beundrer — og trækker af til næste Saat.
