143
Klapjagtstiden begynder, medens vi endnu kan faa en og anden Sommerdag, hvor Solen skinner mildt, Blæsten kan ingen Magt faa i den endnu løvrige og derfor lune Skov, Træerne pynter sig til Afsked i den højeste Farvepragt fra det mørkeste Grønne til det Bleggule, isprængt af sorte Hyldebær og Rønens kraprøde Klaser; men Bladene hænger løst paa Stængelen efter Nattefrosten; et svagt Pust svirrer mange af dem til Jorden, og et Par Dage derpaa, naar Vindstød følger paa Vindstød, stærkere og stærkere, naar de tunge, lave graa Skyer vælter sig frem i Lag, saa suser det i Trætoppene, saa knager Grenene, saa jamrer Stammerne ved at gnides mod hverandre, saa danser Løvet og hvirvles op i Skyer, i Bunker og Dynger; og naar Stormen har raset ud, stikker de nøgne Kviste frem, og Skoven staar parat til at tage imod Vinteren.
En 4, 5 Saater kan der naaes inden Frokosten, hvis Alt gaar, som det skal; men det gjør det ikke altid. Ofte er Jagtherren overvældet af Situationen, løber omkring som en Flue i en Flaske, skjælder Jagtbetjentene ud, spørger den ene Gjæst efter den anden, hvad Vinden er, og forandrer Planen derefter. Det sinker. Og Skovfogederne, der leder Klapperlinjen og kjender Skoven som deres Bukselomme, bliver vimse, løber vild, som om de aldrig havde været der før, Linjen splittes, Vildtet bryder igjennem, Halvdelen af Klapperne vender Ryggen til Skytterne og kommer ud, hvor de begyndte.
