Denne side er blevet korrekturlæst
150
var for nøgne, ud ad Vinduer og Taglemme stak den ene Bøssepibe frem efter den anden, Futtene og de smaa hvide Skyer blev hyppigere og hyppigere, Kuglerne peb og fløjtede, slog i Barrikaden og i Boulevard-Boutikkernes store Spejlglasruder. Hun stod mellem Hjulene af en gul Postvogn, der var stukket ind i Barrikaden og som i Skyndingen, eller maaske fordi den saa sluttede bedre, var vendt paa Hovedet. — Hun stod der tilsølet — det smaaregnede — barhovedet, med nedfaldet Haar og krudtslammede Hænder, med lynende Øjne, spilede Næsebor og fyrede. Hun var skjøn, dejlig, sublime; indtil hun trillede ned af Postvognen, saaret i Brystet — — Nej! i et af Brysterne — skurrer det ikke? — saa hvinede hun gudsjammerligt.
