156
gjælder. Saa lægger den Ørene tilbage og skøjter ud i lange, flade Sæt, de bløde, korte Forpoter strækkes lige frem og idet de berører Jorden, kastes de lange muskelstærke Bagben udenom dem, frem foran Snuden, hele Kraften er samlet i den forkortede Krop til et nyt Spring. Men Mynderne vinder ind paa Haren. Saa bøjer den af i en skarp Vinkel til Siden, Hundene faar ikke Tid til at vende, Rytterne farer lige ud, Haren har vundet en Hundrededel af et Sekund og et lille Forspring. Dog! snart er Linjen vendt, Hundene i Hælene med deres graadige Gisp og skoldende Aande og blodsugende Blik, den savlende Tunge hænger ned fra de fraadende, af hvide Tandrader glinsende Kæber, der dirrer af Begjærlighed efter at flaa i det varme Kjød, Halsen kravler ud af Brystkassen, Hovedet af Halsen, Snuden af Hovedet for at naa Harens Blomme.
Det gjælder Livet.
Saa stopper Haren. Midt i den voldsomste Fart, netop da Hundeflabene gabede op for at gribe den, standser den, Bagbenene stritter imod som en bakkende Hjuldampers Skovle, den glider et Par Tommer henad Marken, Hundene farer videre, fremefter, de kan ikke stoppe, gaar paa Hovedet — og inden Hunde- og Rytterlinjen har faaet sig sundet, er vendt og begyndt igjen, er Haren hundrede Alen borte.
En Skov er Harens Fristed: derinde løber Mynderne og tosser; en lille Plantning kan redde den, hvis da ikke Hønsehunden driver den ud; men paa flad, aaben Mark
